"Der findes en hel del fordomme om akvarelmaleri: at det er feminint, yndigt og sådan lidt tuttenuttet. Fordomme hviler ofte i noget reelt, og der er ingen tvivl om, at der både før og nu er blevet produceret akvareller som lever op til karakteristikken ”yndige”.

”Yndige” er Dorthe Friis Christensens akvareller bestemt ikke. Jo, måske i starten af hendes karriere som akvarelmaler, men i dag er det eksperimentet, som er fokus. De konstante eksperimenter med farven, kompositionen, motivet og materialet er det, der optager hende på fuld tid.

En akvarel med vintergækker fortæller os meget om Dorthe Friis Christenens arbejdsmetode. Mange vil forsøge at gengive den lille blomst på en neutral hvid baggrund med de grønne blade som det koloristiske modspil. Dorthe Friis Christensen fanger derimod vintergækken, som vi oplever den: som  en sart, men livskraftig overlever og forårsbebuder på blygrå og stadig kolde vinterdage.

Udviklingen fra det pæne og naturalistiske kan også spores i landskabsbillederne. I starten arbejdede Dorthe Friis Christensen her med det traditionelle vådt i vådt-maleri. Senere er denne teknik stort set forsvundet til fordel for andre teknikker. Hun kan således finde på at benytte husholdningspapir, som hun krøller sammen, glatter ud igen og herefter maler på, hvorefter det trykkes på akvarelpapir som udgangspunkt for akvarellen. Når man maler på dette materiale, får man en ru og krakeleret overflade, som tilfører stoflighed og dybde til billedet. En teknik, hun f.eks. har brugt i motiver fra Grønland – imiterende landets både storladne og barske karakter.

I motiver fra Marokko har Dorthe Friis Christensen indlagt silkepapir over den limpåførte akvarel. Nybemaling af silkepapiret har tryllet nogle dybe og intense farver frem, som man bl.a. kan se i et smukt billede af en azurblå dør og vinduesfacade. Denne teknik kræver meget kraftigt pigment, så ofte bruger hun akvareltuben som pensel.

I andre værker har hun taget skridtet fuldt ud og lavet arbejder, man kun kan karakterisere som collager. Papstykker og avispapir er klæbet op på papiret i billeder, der kan fremvise en stor variation i farvestyrke, taktilitet og stoflighed.

Disse collager i mixed media er særdeles ekspressive, og ekspressivitet er i det hele taget et nøgleord hos Dorthe Friis Christensen. Hun er det således også i de ”rene” akvareller, når hun på forskellige måder vasker farven af. Enten ved at bruge en svamp eller ved at hælde den fortyndede akvarelfarve ned ad papiret i noget, man kan kalde styret tilfældighed. Resultatet er i hvert fald levende, nærværende, stoflige og aldeles usentimentale billeder.

Alt i alt har vi i Dorthe Friis Christensen med en kunstner at gøre, der udnytter akvarelteknikken til det yderste. Et eksperiment, det er utroligt spændende at følge."

Af Tom Jørgensen, kunstanmelder på Jyllands Posten, redaktør af Kunstavisen